Film om afd. Suset
Planetgrupperne:
Nordstjernen:
SUSET er en mellemstor institution normeret til cirka 60 børn i alderen 0-6 år. Vi er beliggende midt i byen med Kløften som nærmeste nabo. Vi har et dejligt udeområde med to legepladser, som vi anvender på skift, således børnene tilbydes forskellige læringsmiljøer. Vi er en institution, hvor børnefællesskaber og gode hverdagsoplevelser står højest på dagsordenen.
Institutionen er en charmerende ældre bygning, som engang har været byens sygehus, men med den fordel, at have mange mindre rum, som giver mulighed for at skabe ro og fordybelse.
Personalegruppen består både af unge, erfarne og fagligt dygtigt pædagogisk personale, som vægter tryghed og nærhed i relationerne til børnene. Vi er kendetegnet ved at have et godt samarbejde, hvor alle hjælper hinanden og der er kendskab til alle børn. Vi har en tydelig pædagogisk faglig retning med læreplanerne som styringsredskab.
SUSET vil gerne skabe udviklende lege-læringsmiljøer og give børnene en hverdag hvor der er plads til sjov og leg hele dagen. Der er tid til nærvær og tryghed, hvor dagene går med at etablere børnefælleskaber, fordi vi ved, hvor vigtigt det er at have et tilhørsforhold og venskaber.
Forældresamarbejdet er meget vigtigt for os, da det er familien, som er eksperterne på barnets hverdag i hjemmet. Vi vægter et tæt samarbejde, hvor vi i fælleskab skaber de bedste udviklingsbetingelser for alle børn.
Nordstjernen (Ressourcegruppe)
Nordstjernen er vores ressourcegruppe i Suset, som er normeret til pt. 10børn. Nordstjernen modtager børn i alderen 3-6år, med specialpædagogiske behov.
Børnene i ressourcegruppen, visiteres til Suset gennem distriktsråd Nord eller af pædagogisk konsulent i Børn og Kultur. Distriktsrådet vurderer på baggrund af beskrivelser, besøg i hjemmet og materialer fra Rambølls elektroniske platform "Hjernen og Hjertet", hvilket tilbud det enkelte barn har behov for.
Børneunivers Nord er oprettet efter Dagtilbuds loven §4 og opretter ved behov §82 pladser efter Barnets Lov.
Tværfaglige samarbejdspartnere.
Nordstjernen samarbejder med det rådgivende team som består af fysioterapeuter, ergoterapeuter, tale-høre- sprogkonsulenter og psykologer, som er vejledende i forhold til pædagogernes arbejde med børnenes udvikling.
Mål med behandlingen bliver sat i samarbejde med forældrene og kontaktpædagogen. Arbejdet omkring barnet kan foregå individuelt eller i et mindre læringsmiljø, alt afhængig af barnets behov.
Fysioterapeuten varetager justering, vedligeholdelse af hjælpemidler. Derudover ydes der råd og vejledning til hjemmet omkring barnets motoriske udvikling.
Børn i ressourcegrupperne kan efter henvisning fra egen læge tilbydes vederlagsfri fysioterapi eller rideterapi.
Ved behov indhentes sparring fra eksterne synskonsulenter, Center for specialundervisning og kommunikation og VISO. Der er samarbejde med hjælpemiddelkonsulenter.
Psykologerne benyttes til fast sparring, supervision, observation og beskrivelser af børnene.
Tale -høre- sprogkonsulenter benyttes til fast sparring, supervision, observation og beskrivelser af børnene.